At føle sig som total fiasko, hvad så ....

Brevkassen 300x300

Indsendt af Linda Jensen

Hej Anja, jeg er på nippet til at tude, bare ved at skulle skrive til dig. Jeg har fulgt dig på facebook og på nyhedsbreve i mange år snart, og jeg vil så gerne alt det du skriver - men jeg føler mig som en total fiasko i mit liv. Jeg har ingenting, jeg har ingen venner og jeg har ingen til at fortælle mig, at jeg gør det godt. De eneste jeg er i kontakt med er alle dem, der fortæller mig, at jeg nok skal være på en anden måde, end den jeg er .. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre .. jeg har mest lyst til bare at sige farvel, og så tage hvad der kommer næst. Hvad skal jeg gøre? hvad kan jeg gøre? jeg viser andre, hvad de gerne vil se, men det er slet ikke mig - det er ikke sådan mit liv er i virkeligheden. I virkeligheden er jeg bare et ensomt menneske, som savner og som længes og jeg kan ikke finde ud af, at gøre livet til noget godt. Der mangler værdi og der mangler, jeg ved ikke, hvad der mangler, jeg er helt lost. Hjælp mig. Linda ... 

 

Brevkassens Svar:

Linda, den smerte deler du med mange. Livet bliver sat op til skue og det skal helst være positivt, dog til en vis grænse. For vi bliver også konstant mindet om, at vi ikke "må føle os bedre end andre", og den sammenligning, dig vs. andre, den er så accepteret i vores samfund, hvor alt handler om at ligne hinanden, ja så går det at være sig selv i skammekrogen, hvor vi ensomme kan sidde og kigge på alle dem, der har succes og som godt forstår, hvordan de kan ligne alle andre og spille med på de spilleregler.

Men Linda, selvom den sværeste rolle i livet, er at være dig selv, så er det også den nemmeste rolle at komme i tanker om, når du først har fundet vejen ind til din indre drejebog i livet. Der er intet i vejen med dig, du er fantastisk, og præcis sådan, som du er ment til at være det, set med Universets øjne.

Lad os lige få kortene på banen, inden jeg fortsætter:


Mellem Indsigt med det gode råd 

                       

 

Linda, du har faktisk en kæmpe kreativitet gemt af vejen i dig, som du ikke gør brug af. Og det kan godt tage lidt tid for dig at finde den frem, fordi den er gemt af vejen af mangel på tro på dig selv og, at du er så fastsat på, ikke at have nogen evner i livet, overhovedet. Heldigvis er det ikke sandt - men denne opdagelse, som venter dig, ja den skal jo starte et sted.

Der er ikke en magisk knap, der kan trykkes på, og så er det hele bare super lækkert med et enkelt klik, det kræver, at du gør en indsats og tager ejerskab af, at ville dig selv noget bedre, end det, du oplever lige nu.

Dette er det første skridt på en indre rejse til dig. At du tager ejerskab af dit liv og dig selv. At det er dit liv, som du sidder i, og at det er op til dig, om du vil have det godt, eller om du vil blive siddende, og have det skidt. Det er dit valg. Og det valg, det bliver du nødt til at tage og give et svar på. Jeg kan ikke gøre det for dig. Og kortene kan heller ikke. Universet gør det heller ikke for dig. For det er dit valg, og din gave her i livet, at du netop selv kan vælge, hvad du helst vil.

Se, jeg hører ofte sætninger, som "Jamen jeg vil bare gerne have et godt liv" eller "Jeg vil bare gerne have, at andre vil være sammen med mig". Og det her kommer måske til at lyde hårdt, men ingen af os er perfekte og ingen gider bruge tid på at lære en tude-marie at kende, som bare sidder i et sort hul. Så vil du gerne have flere venner og flere, som viser, at de vil dig det bedste - så bliver du også nødt til at ville dig selv det bedste, sådan at du begynder at finde den kvinde frem, der lever inde i dig, som både du selv, og andre, vil elske at lære at kende.

Tag ejerskab af livet Linda, det er der, din succes for både venskab og et bedre liv ligger. 

Den sejeste opgave du kommer på her, det er at finde kærligheden til dig selv. Elske dig selv, bare fordi du er dig. Ikke fordi du er køn, eller fordi du kan noget særligt. Nej, simpelthen bare fordi, at du er Linda, og det er der ingen andre, der kan være i hele vores store verden.

Linda, det hele handler om, hvordan du tænker om dig selv. Og her vil det være godt, at du begynder at se lidt på, hvad det egentlig er for tanker, som du står op til om morgnen og hvilke tanker, der får lov til at styre din dag. At have fokus på sine tanker er en super sund vane at have, uanset om der er "grund til det eller ej", for de har det med at løbe afsted med os, lige så snart "vi kigger den anden vej".

Og det vil jeg gerne hjælpe dig med, så jeg har sat min mail serie "Sæt Fokus på dine Tanker" i gang til dig, den varer i 14 dage og jeg håber, at den kan give dig lidt tanke-luft forandring til, at du får lysten til at komme videre med at se lidt på kvaliteten og ikke mindst kærligheden af dine tanker og din måde at se på dig selv på.

Se, du skal ikke lave om på dig selv. Eller gøre noget andet, eller mindre eller mere, end det du allerede har gjort. Det, der får hele balancen til at skride er, at du ikke behandler dig selv godt. Så den ændring, der bør ske, som også får betydning for din omgangskreds og samvær med andre, ja den sker inde i dig selv, hvor du opdager den skønne kvinde, der sidder inde i dig og bare venter på at komme ud og være skøn, sammen med dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste i livet
Tro på dig selv, du har så meget at give af

Bare husk at give dig selv det først

Kærligst,
Anja Busack 

 

Ønsker du svar fra mig og tarotkortene, så er du meget velkommen til at sende mig dit indslag via formlen herunder:

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar