Spørgsmål på Kærligheden

Brevkassen 300x300

Indsendt af Dorte:

"Hej Anja 
Jeg har mødt den her mand, som jeg har afvist igen og igen, fordi jeg igen og igen er blevet såret af mænd. Men han hænger i, vi har været på 1 date, som gik rigtig fint. Tør jeg tro på en fremtid med ham 
Kh Dorte"

 

Brevkassens Svar:

Inden jeg lægger kort til dig personligt Dorte, vil jeg fortælle om den klassiske kvinde-ting, når det kommer til mænd. Og dette er omtrent den største årsag til mange lidelser og frustrationer, når det kommer sig til at lære en mand at kende. Nemlig det med at "se en fremtid med ham". Kvinder har det med at tænke over fremtiden allerede på første date. Er han mon en, jeg kan satse på? Er han reel? Vil han mig seriøst? - og 9 ud af 10 gange, så er manden rent faktisk bare i gang med at lære en ny og spændende kvinde at kende.

De fleste kvinder søger en mand, der hviler i sig selv. Som er ærlig og åben. Som kan snakke om sine følelser og som har styr på sit shit.

Sådan en mand, falder sjovt for det samme i en kvinde. Og en kvinde, der sidder og tænker på fremtiden, om han er "værd at satse på", og om han mon er reel - ja hun er ikke tilstede, hun er ikke i gang med at lære ham at kende, og hun er ikke ærlig overfor sig selv, eller ham. Istedet sidder hun og sammenligner og vurderer ham ud fra gamle erfaringer, gamle kærester, sin egen fortid. Og disse møder ender ofte ud med, at han får sex, og hun får et knust hjerte.

Jeg har per dags dato lagt kort og læst på kærligheden mere end 600 gange, det er virkelig mange læsninger - som i bund og grund siger det samme "lær at elsk dig selv først". Og ud af det, har jeg stykket en workshop sammen "Kærlighedens Komme", som allerede nu har hjulpet mange kvinder ind i deres egen kerne, hvor mænd og kærlighed har fået en dybere mening og retning i livet. Du kan finde blog indslaget her

Lad os se, hvad kortene har at fortælle dig til Dorte :)


Dig, Mig og Vi to

  

 

 

Dorte, det kan være vigtigt for dig at indse, at I ikke er på bølgelængde. Du slår det langt større op, end det egentlig er lige nu. Om det kan blive til noget med tiden, er ikke det spørgsmål, du har brug for at stille dig selv. I stedet spørg dig selv, om du har lyst til at lære denne mand at kende?

For lige nu ryger han på vægtskålen, hvor du sætter ham til ansvar for at bevise overfor dig, at han ikke er ligesom de andre mænd, du har kendt. Og det er et temmelig unfair grundlag at lære et nyt menneske at kende på. Kan du ikke komme ud over, hvad der er sket i fortiden i dine forhold til mænd, så er du ganske enkelt ikke klar til at gå ind i et forhold, selv ikke på dette spæde stadie af at lære hinanden at kende.

Hans lidenskab for at lære dig at kende er tænkeligt sexuelt. Han finder dig tiltrækkende. Og det er et helt ok grundlag at starte ud med. Tiltrækning er, hvad det handler om, når vi gerne vil lære et nyt menneske at kende. Men det er nyt. Der er ingen fremtidsplaner i det. Der er ingen løfter og der er ingen intetioner. Andet end, "det kan være hyggeligt at lære dig lidt at kende, foxy lady". Og når vi ser det fra hans vinkel - så er sex en ganske udemærket udfald af indsatsen.

Du har afvist ham gang på gang, skriver du, og alligevel er du gået på date med ham. Så det er ham, der har styringen her. Du har allerede vist ham, at hvis han bare bliver ved længe nok, så giver du dig på et tidspunkt. 

Se Dorte, dette handler ikke om ham. Det handler om dig, der er i gang med at gentage dit mønster i forhold til mænd. Måske kan du allerede nu genkende, at "det var også det, det startede med sidste gang".

Men fakta er bare, at dette er en ny mand, et nyt menneske, som intet har med din fortid at gøre. Og som bare spiller efter de spilleregler, som du sætter op. Det er dig, der er bossen i kærlighed. Det er dig, der bestemmer. Han ved det, han gør bare, hvad du sætter frem. (I dette tilfælde er det "bliv ved, så giver hun sig på et tidspunkt")

Ser du dig selv, som at det er dig, der bestemmer og dig, der har styringen? For hvis ikke, så er det der, du må starte i dit forhold til kærligheden. 

Det er kvinderne der styrer kærlighed og forhold. Mændene spiller bare efter de satte spilleregler - og det gør ondt, når kvinden selv ikke er ærlig og bevidst omkring de spilleregler, hun sætter op.

Du spørger, om du tør tro på en fremtid med ham. Og svaret er enkelt. Find en fremtid med dig selv først. Få ryddet op i din fortid. For sandsynligheden for, at du ender i sengen med ham, inden han er gået ind i et forhold til dig, den er stor - og når du først har givet ham hans happy ending, så er jagten slut og han har lært dig at kende. En usikker kvinde, der er nem at overtale, hvis han bare er vedholden. 

Ja, det er hårde ord, men ikke lige så hårdt, som at få dit hjerte knust igen og igen. Nu har du indsigten i, hvad der sker - og dermed også muligheden for at skabe nogle bedre vilkår til dig selv.

Det er dig, der er bossen, når det kommer til kærlighed og forhold. Vær bevidst om dig selv, dine værdier, dit værd, så du ikke giver den power væk til hver en mand, der forstår at blive ved, indtil du giver dig.

Ønsker dig det bedste i livet, vil ønske jeg kunne give dig en sæk fuld af skøn kvindepower og selvværd, men den må du desværre selv ville finde i dig selv.

Kærligst,
Anja Busack

 

Vil du også have svar fra kortene, så har du her muligheden for at indsende dit emne og spørgsmål:

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar